Henrik Ibsen

| dødsted = Christiania | pseudonym(er) = Brynjolf Bjarme | genre(r) = | kendt(e) værk(er) = Peer Gynt
Gengangere
Et dukkehjem | litterære bevægelse = Det Moderne Gennembrud | påvirket af = | har påvirket = George Bernard Shaw
Oscar Wilde
James Joyce | signatur = Henrik Ibsen's signature.png | billedstørrelse = | nationalitet = Norsk | ægtefælle = | beskæftigelse = | kendtfor = | hæder = }} Henrik Ibsen (20. marts 1828 – 23. maj 1906) var en norsk dramatiker og digter. Han regnes som en af de vigtigste forfattere i Det Moderne Gennembrud, en af de vigtigste forfattere i anden halvdel af det 19. århundrede og en af de vigtigste dramatikere i teaterhistorien. Hans mest kendte værker er ''Brand'' (1865), ''Peer Gynt'' (1867), ''Kejser og Galilæer'' (1873), ''Et dukkehjem'' (1879), ''Gengangere'' (1881), ''En folkefiende'' (1882), ''Vildanden'' (1884), ''Rosmersholm'' (1886) og ''Hedda Gabler'' (1890).

Ibsen voksede op i den tæt sammenflettede patricierfamilien Paus/Ibsen i havnebyen Skien, etablerede sig som teatermand i Norge i 1850'erne og fik sit internationale gennembrud som dramatiker med skuespillene ''Brand'' og ''Peer Gynt'' i 1860'erne. Fra 1864 boede han i 27 år i udlandet, især i Italien og Tyskland, med kun sjældne og korte besøg til Norge. De fleste af Ibsens skuespil foregår i Norge, ofte i borgerlige miljøer, og Ibsen henter ofte motiver fra sin fødeby Skien og sit eget opvækstmiljø og familie. ''Peer Gynt'' var Ibsens sidste skuespil skrevet på vers, og i det "cinematiske manuskript smelter poesi sammen med samfundssatire og realistiske scener sammen med surrealistiske". Ibsens senere skuespil er skrevet i en mere realistisk og psykologisk stil; mange kritikere anser Rosmersholm og Vildanden for at være hans vigtigste senere værker. Selv anså Ibsen, at historiedramaet ''Kejser og Galilæer'' var hans hovedværk.

Mange kritikere betragter ham som den største dramatiker siden Shakespeare. Alle hans mest kendte skuespil udkom først på det danske forlag Gyldendal. Ibsen skrev på det sprog, Danmark og Norge havde til fælles, der blev kaldet dansk i Danmark og norsk i Norge. I tidlige skuespil brugte han sommetider særegne norske udtryk, men i senere skuespil skrev han et mere standardiseret dansk. Fra Wikipedia