Jacques Derrida

|region = Vestlig filosofi |æra = 20. århundrede |skole_tradition = Kontinental filosofi, Dekonstruktion, Poststrukturalisme |betydningsfulde idéer = Dekonstruktion, Différance, Phallogocentrisme |inspirationer = Platon, Søren Kierkegaard, Friedrich Nietzsche, Martin Heidegger, Edmund Husserl, Emmanuel Levinas, Maurice Blanchot, Jorge Luis Borges, Antonin Artaud, Roland Barthes, Louis Althusser, Georges Bataille, Ferdinand de Saussure, Sigmund Freud, Claude Lévi-Strauss, James Joyce, Stéphane Mallarmé, Karl Marx |påvirket = Gayatri Chakravorty Spivak, Richard Rorty, Paul de Man, Bernard Stiegler, Jean-Luc Nancy, Philippe Lacoue-Labarthe, Ernesto Laclau, Chantal Mouffe, Judith Butler, Luce Irigaray, Julia Kristeva, Louis Althusser, Peter Eisenman, Edward Said, Homi K. Bhabha, John Caputo, Mario Kopić, Peter Sloterdijk, Avital Ronell, Catherine Malabou, Geoffrey Hartman, J. Hillis Miller, Costas Douzinas, Martin Hägglund, Zygmunt Bauman, Simon Glendinning, Mark C. Taylor, Robert Magliola, Ian Parker }}

Jacques Derrida (født 15. juli 1930 i El Biar, fransk Algeriet, død 9. oktober 2004 i Paris) var en algiersk født fransk filosof og hovedkraften bag udviklingen af den såkaldte ''dekonstruktion''.

Derrida ville nok have modsat sig, at blive associeret med en "-isme", da en af hans hovedpointer var at pege på problemerne internt i den vestlige metafysiske tradition kendetegnet ved bl.a. dets skoledannelser; realisme, idealisme, empirisme etc. Han undlod ikke ved gentagne lejligheder at gøre sine tilhængere opmærksom på nødvendigheden af selv at skabe nye former for filosofi, som ikke blot adlyder de centre, som er sat i filosofiens historie.

Et vigtigt begreb i Derridas tankesæt er kritikken af ''logocentrismen''; en kritik som søger at udfordre ethvert centrum i en filosofi eller diskurs, for at fremme den bevægelighed og dynamik, som tanken kan opnå ved at frigøre sig fra disse.

Et andet begreb er ''différance'', som Derrida bruger til at betegne den begivenhed, der finder sted, lige før en betydning tager sin form og dermed danner en forskel mellem sig selv og noget andet. Bemærk den detalje at différance skal staves med ''a'', ikke med ''e'', som i det franske ord "différence", der betyder forskel. Med ''a'' angiver ordet en verbalform og dermed en bevægelse, en uafsluttet og uafsluttelig begivenhed.

Siden Derrida i midten af 1960'erne udsendte sine første bøger, er det blevet diskuteret om man med dekonstruktionen som udgangspunkt kan tro på muligheden for fortolkning eller ej. Selv mente Derrida, at sandhed og utvetydighed er mulige, men at fortolkning er en skrift, en konstruktion, et sprog, og dermed også noget, der aldrig afsluttes. Diskussionen sand/falsk er dermed noget, der hører til i andre domæner end fortolkningen.

I sine sene år vendte Derrida sig til diskussioner af ur-udspringet (''khora''), dødens mulighed og menneskerettigheder – en vending, der dog ikke skal ses så meget som en tilbagetrækning fra dekonstruktionens kritiske side.

I 2001 modtog Jacques Derrida Adorno-prisen Fra Wikipedia